Klassisk kristendom i nutidig form

Amagerbro Frikirke har sit fundament i det, vi vil kalde ”klassisk” kristendom, altså det, alle kristne har været enige og fælles om i de sidste to tusinde år. Det er blevet udtrykt i kirkens trosbekendelser og har sit udspring i de bibelske tekster.

I 2017 gik en lang række kirker i Danmark sammen for at prøve at udtrykke det, vi som kristne er fælles om. Det blev til hæftet Noget om den kristne tro. Bag hæftet står såvel Folkekirken, Den Katolske Kirke og en lang række frikirker, inklusiv Apostolsk Kirke, som er det frikirkesamfund, Amagerbro Frikirke er en del af. Vi citerer her et længere stykke fra hæftet for at udtrykke noget af det, vi oplever som kernen i den kristne tro:

“Det underfulde

Der er noget i livet, der er så stort, så vidunderligt, så enestående og så ekstraordinært, at vi næsten ikke kan rumme det og derfor vækker det vores undren; vi bliver forundrede, som det hedder.

Ordet ”under” er imidlertid ved at glide ud af det danske sprog, hvad der er ærgerligt, da det udtrykker noget meget smukt.

I kristendommen møder vi det underfulde, ja, kristendommen er i sin kerne et stort under. Kan vi helt forstå, hvad det betyder, at Jesus både er menneske og Gud? Naturligvis ikke. Det gælder alle undere.

Du har måske prøvet at stå en klar nat og set ud i rummet med dets millioner af stjerner og haft en viden om, at du kigger ud i et uendeligt univers. Det er underfuldt, du kan ikke forstå det til bunds, men alligevel er det en virkelighed, du står i og sanser.

Vi lever dagligt med undere, der er så store, at vi aldrig vil kunne rumme og forstå dem, men derfor kan vi godt glæde os over dem. Det gælder ikke alene det uendelige univers i dets storhed, men i lige så høj grad naturens undere, som kan ses i de helt små ting.

Det udtrykkes smukt i Brorsons salme: ”Op, al den ting, som Gud har gjort”:

Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Det skønne og velordnede i det lille blad er noget, som overgår vores menneskelige forstand, men alligevel kan vi beundre det og glæde os over det; vi lever i en underfuld verden. Således er det med Guds virkelighed: vi kan ikke rumme den fuldt ud i vores forståelse, men vi kan leve i den.

Videnskaben forsøger at beskrive skabelsens storhed; den forsøger at forklare det, som troen tager udgangspunkt i og glæder sig over. Troen er således ikke i modsætning til videnskaben. Den forsøger ikke først og fremmest at forklare naturen, men forundres snarere over, hvor velordnet og stor, den er, og glæder sig ikke mindst over, at naturen peger hen på Guds storhed.

Ondskab

I Fadervor beder vi: ”Fri os fra det onde”. Kristne har en erkendelse af, at ondskaben er virkelig; der er noget, der er absolut ondt. Kristendommen går så skridtet videre og siger, at ondskaben er en virkelighed i hvert enkelt menneske. Det udtrykkes igennem ét af kristendommens mest misforståede begreber, begrebet synd.

Ordet skal ikke forstås i en snæver moralistisk betydning; talen om synd er ikke et spørgsmål om moralforestillinger, man skal tilslutte sig, men noget som gælder os alle. Synd er at skyde forbi målet, som er, at vi skal leve i kærlighed til Gud og andre mennesker. Det er det, vi er skabt til, men det er ikke det, vi gør; vi skyder forbi målet.

Ondskaben er en virkelighed i vores verden og vi kan kun forstå os selv og den verden, vi lever i, hvis vi anerkender den kendsgerning.

Den verden, vi lever i, er Guds gode verden. Livet er en gave fra Gud, som vi kan og skal glæde os over, men det ændrer ikke ved, at vi også lever i en verden, der er fuld af lidelse, smerte, uretfærdighed og ondskab. Der sker meget i vores verden, som ikke kan forenes med Guds godhed.

Virkningerne af det kommer til udtryk i den menneskelige historie, hvor man ser mange eksempler på magtbegær, uretfærdighed og ondskab. Ondskabens virkelighed bekræftes også, når vi kigger ind i os selv. Hvem af os kan sige, at vi dér kun finder godhed, skønhed og kærlighed?

Alene er vi magtesløse over for ondskabens virkelighed. Vi vil gerne gøre det rigtige og gode, men igen og igen må vi erkende, at det er det modsatte, der sker. Vi gør det, vi ikke vil, siges det i Bibelen; det er en erfaring, mange af os kan spejle os i.

Påske

Julens og påskens samlede budskab er, at Gud tager vore menneskelige vilkår alvorligt. Han kommer os nær ved at lade sig føde som menneske og tager selv smerten, ondskaben, uretfærdigheden og synden på sig igennem døden på korset.

Hvad skete der så, da Jesus døde på korset? Ved Jesu død blev ondskaben, uretfærdigheden, synden og døden besejret. Det var livets sejr over døden, sådan som vi ser det ved Jesu opstandelse fra de døde.

Påsken er et stort drama, der går fra død til liv, fra korsfæstelse til opstandelse. Påsken er livets sejr over døden og kristne tror, at vi som mennesker kan have del i Kristi sejr over døden. Vi ved, at alle mennesker skal dø. Kristus gjorde sig til ét med os i det vilkår og gik ind i døden på vores vegne, for at vi skulle kunne følge Ham i Hans sejr over døden.

Med Kristi opstandelse fra de døde er der kommet lys i mørket og et håb om og tillid til, at også vi skal opstå fra de døde; med Kristi opstandelse er der håb om evigt liv. Det er påskens glædelige budskab til hver eneste af os.”

Sådan blev noget af det, alle kristne er fælles om at tro på, udtrykt i Noget om den kristne tro. Det bliver levet ud på meget forskellig vis i forskellige kirker. I Amagerbro Frikirke vil man således møde andre typer gudstjenester end den almindelige folkekirkelige højmesse; vi tror, det er en rigdom for kirken med den forskellighed.

I en kirke som Amagerbro Frikirke vil der være mange, der deltager i kirkens liv, både til gudstjenesterne og andre steder. Det skyldes en tro på, at alle, der tror på Gud, også kan blive brugt af Gud på forskellige måder. Vi vægter fællesskabet højt, men ønsker for alt i verden at undgå at lukke os om os selv; vi ønsker at være inviterende i forhold til mennesker, som er spørgende og uafklarede i forhold til troen.

Livet i Amagerbro Frikirke er præget af en tillid til, at Gud er nærværende og ønsker at gribe ind i menneskers liv. Det bygger alt sammen på en tro på, at Gud er en virkelighed og at troen på Ham kan bære både her og nu og igennem hele livet og giver et vidunderligt håb, der rækker ud over dødens grænse.